Vi Unge

June 1978

Pages 4 & 5

Hun kaldes rockmusikkens Marilyn Monroe

Gruppen hedder Blondie. Pigen hedder Debbie Harry. De er såkaldt new wave. Og de kan sælge plader. Men selv om hun ser ud, som om hun lige er gået ud af skolen, er hun faktisk 35 år…

Af Jørgen Kristiansen

hun er mandens idealbillede af kvinden: en mellemting af en luder og en madonna. Selv om gruppen som sådan er hæderkronet som en af de bedste i new wave, er der ingen tvivl om, at det er pigen i midten, der trækker læsset. Hun hedder Debbie (Deborah) Harry. Hun er 35 år. Fra New York. Og fhv. narkoman.
Nu tryllebinder hun publikum over hele verden med sin scene-magi: en blanding af sex og uskyld. Den svære balanceakt mellem det vulgære og det jomfruelige har Debbie fundet.
Foreløbig går det faktisk Blondie bedre i Europa end i USA. Deres ny LP »Plastic Letters« styrter op af hitlisterne i de fleste lande i Europa, mens USA endnu har taget hele den ting, der kaldes new wave, som en kølig afstandsforelskelse. Salget har ikke haft karakter af feber – endnu.

Hård start
Blondie blev startet i slutningen af 1974 af Debbie og guitaristen Chris Stein. Begge havde truffet hinanden i New Yorks knaldhårde rockog narko-miljø. Debbie var en tid servitrice i en af New Yorks mest kendte rockklubber, Hun kom ind i rockmiljøet – blev fascineret af det, og da den restaurant, hun arbejdede i, netop var kendt for sin avancerede musiksmag – det var her, rockens nye bølger opstod, er det ikke sä sært, Blondie er flødeskummet pä nybølgen. Under en koncert skifter hun adskillige gange kostumer. Fra punket lædertøj til en bolsjestribet lang kjole, der nærmest ligner nattøj. Musikken? Bestemt stærk – men atter bliver man släet af, at meget lidt af nybølgen egentlig er ny. När Blondie og et væld af andre, grupper er kommet frem ikke bare som nye grupper, men nye fænomener, hænger det helt tydeligt sammen med, at der har været et behov for fornyelse i navne og ansigter – man har været grundigt trætte af de selvsamme 10-12 engelske grupper, der i en årrække dominerede rockmarkedet totalt og samlede alle millionerne op. Men pä bunden er Blondie det typiske amerikanske eller engeiske rock-band – med raffinered krøller på musikken.

Egotrip
For Debbie har det været et problem, at hun i den grad er blevet identificeret med musikken, gruppen og populariteten, at det faktisk altid kun er hende, man ser. Musikerne i bandet er blevet reduceret til statister i hendes nærvær. Men ellers er der ligeløn i Blondie – den blonde pige fär ikke mere end de andre.
– Jeg har bare i starten udnyttet mit feminine væsen til at give os lidt omtale, siger hun. – Ikke mindst, fordi jeg godt kan lide at udstille mig selv. Det er spændende at posere for en fotograf. Og det letteste i verden er at skaffe sig lidt omtale via sex. Hvorfor så ikke bruge metoden?
Debbie er halvforlovet med guitaristen Chris Stein fra gruppen. Han har intet imod, at hun sexer lidt for at skaffe dem brød på bordet. Det hele er meget uskyldigt.
– Vi har ingen budskaber i vores musik, siger parret. – Den er kun fuld af spørgsmål. Vi aner intet om, hvad der er løsningen på alting. Verden er absurd. Man stär og underholder mennesker, der for en stor dels vedkommende ikke aner, hvad de skal bruge deres penge til – samtidig er der andre steder i verden mennesker, der hver dag går i seng med tarme, der skriger af sult.

Hippe unge
Blondie har aldrig været Danmark nærmere end Tyskland og Sverige, men næste gang, de kommer pä disse kanter, bliver der sikkert ogsä en dansk koncert. For nybølge-rocken er Danmark stadig et temmelig gammeldags marked og et af de få lande, hvor den gamle hippie-kultur stadig er rodfæstet. VI UNGE sä Blondie optræde i Hamborg og publikum her er langt mere hipt og med på noderne end for eksempel i København. Päklædning og manerer til en Blondie-koncert vidner om, at den ny ungdomskultur har bredt sig hertil fra USA og England, på samme måde som man kan opleve det i Sverige, men endnu kun meget svagt i Danmark.